Drømmen om jagt i Grønland

Alle burde besøge Grønland mindst én gang i livet. Bare ét besøg, og du vil bære Grønland i dit hjerte resten af livet.

At få én på opleveren

Man bliver helt automatisk imponeret af den helt igennem storslåede natur og den varme og imødekommende befolkning, som altid er klar til at hjælpe én. Det mødte jeg selv, da jeg for godt og vel tre år siden flyttede til Grønland for at starte nyt job.

Én ting er, at mulighederne for at gøre karriere og få et jobmæssigt og større ansvar i Grønland er væsentligt bedre, end den er i Danmark. En helt anden ting er, hvad Grønland ellers har at byde på.

Jeg tog derop fast besluttet på at få én på opleveren; og her er Grønland også mulighedernes land. Især for en naturelsker som mig. Min interesse for natur- og friluftsliv, og ikke mindst jagt, blev i den grad boostet.

Grønland og dets muligheder

Der bor ca. 56.500 mennesker i Grønland – fordelt på byer og mindre bygder. Før i tiden har fangst og naturens ressourcer altid været en vigtig del for at overleve i det barske klima. Det er stadig en stor del af kulturen. Derfor bliver de få sommermåneder, der er, også brugt på jagt og fiskeri for at sikre mad til vintermånederne. Det er selvfølgelig ikke så nødvendigt nu til dags, som det var før i tiden. Jagt og fiskeri er dog stadig en stor del af den Grønlandske kultur samt det at være grønlænder.

I Grønland kan man jage mange forskellige dyrearter. Udover rensdyr og moskusokser, som de fleste nok forbinder med jagt i Grønland, så kan man også gå på jagt efter ryper, sneharer, polarræve, ravne og sæler. Jagt i Grønland kan være udfordrende for selv de mest garvede jægere. Jagtområderne i Grønland består af helt uberørte fjelde. Der er ingen elmaster i miles omkreds, og det eneste man kan høre, er naturens egne lyde.

Der er flere måder at gå på jagt på i Grønland. Man kan som turist tage på trofæjagt med en guide. Man kan også alliere sig med en lokal jæger, der har licens til at gå på jagt med turister.

Jagtlicens og riffel i konfirmationsgave

For at kunne gå på jagt selv skal man have boet i Grønland med fast grønlandsk adresse i minimum to år. Først da kan man ansøge om et jagtbevis, og derefter en jagtlicens til de dyr, man ønsker at drive jagt på.

I Grønland skal man ikke bestå en prøve for at kunne få et jagtbevis. Jagt er som sagt en så naturlig del af kulturen, at det er ganske almindeligt, at de unge får deres første riffel i konfirmationsgave. De tager så med deres far, mor eller et andet familiemedlem med på jagt, og lærer på den måde, hvordan man jager i den grønlandske natur. 

Drømmen om et rensdyr

En af mine drømme, da jeg rejste til Grønland, var at tage på en rigtig rensdyrjagt. Jeg havde mange overvejelser om hvordan og hvorledes. En ting var sikkert: jeg skulle finde en, der kendte naturen og var vant til at gå på jagt i de grønlandske fjelde.

Jeg var medlem af Godshåbs jagtforening, hvor jeg gik til flugtskydning. Jeg spurgte rundt omkring, om der var nogen, der kendte nogen osv. Jeg fandt frem til en lokal mand ved navn Vagn. Vagn er fotograf og arrangerer ture i den grønlandske natur i samarbejde med et par andre lokale mænd. Jeg tog en snak med dem om mine overvejelser omkring jagt i Grønland, og hvad min egen erfaring med jagt var. Sammen fandt vi frem til en plan, hvor alles forventninger blev indfriet. 

Min far, som jeg deler interessen for jagt med, var på besøg fra Danmark. Sammen skulle vi dele denne særlige oplevelse: at gå på rensdyrjagt.

Et kæmpe trofæ og blod på tanden

Endelig kom dagen, og vi mødtes med Vagn nede ved lystbådehavnen i Nuuk, hvorfra vi skulle sejle. Turen gik over til Nordlandet, som ligger på den modsatte side af Nuuk – en times sejlads ind i fjorden. Vi kom i land, og skulle overnatte den første nat i en hytte ikke så langt fra kysten. Hytten bestod kun af et rum, men der var alt, hvad vi skulle bruge. Inden vi alle gik til køjs, gik vi en tur rundt i nærheden af hytten for at udforske området og se, om vi kunne se nogle spor fra rensdyr. Da vi kom op til en hytte i nærheden, lå der et kæmpe trofæ fra et rensdyr, som var blevet skudt dagen inden. Det gav lidt mere blod på tanden, at vi kunne se, at der var dyr i nærheden. Da vi nåede op på en høj fjeldtop, hvorfra vi kunne se fjelde så langt øjet rakte, kunne vi nyde synet af solnedgangen. Der var helt vindstille, alt var glødende orange, og lyset var fantastisk smukt. Vi sad og nød naturen et stykke tid, inden turen igen gik tilbage til hytten.

Natten gik langsomt. I bare spænding over de næste par dages jagt, lå jeg vågen det meste af natten. Tidligt næste morgen stod vi op til den smukkeste dag. Solen stod allerede højt på den blå himmel. Dagen startede ud med et solidt måltid, så vi kunne klare os et godt stykke tid. Vi vandrede fem km ind i Nordlandet, for at komme til en sø, hvor vi skulle med kano videre ind i Nordlandet, og ind til hvor vi skulle slå lejr.

Da vi ankom til lejren, slog vi telte op, og gjorde alt det praktiske klar, så vi ikke skulle gøre det, når vi engang om aftenen kom tilbage. Planen var nemlig, at vi nu skulle gå og gå indtil, vi fandt et rensdyr. Klokken var 10.00 om formiddagen, da vi begyndte at vandre længere ind i Nordlandet. Sommeren var specielt tør dette år; så tør, at flere mindre søer var helt udtørrede, og der var kæmpe revner i jorden. Det gjorde også, at insekter som fluer og myg var meget aggressive. Så aggressive, at de steder, jeg ikke var tildækket med stof, var fuldstændig bidt af fluer og myg.

Efter at have gået ca. 11 km, så vi endelig et rensdyr over en mindre fjeldryg. Vi stod alle helt stille. Den havde hovedet vendt direkte i vores retning. Da den igen kiggede væk for at æde, dukkede vi os, og jeg kravlede langsomt hen bag en sten, der var placeret ca. 10 meter foran os. Vagn målte rensdyret til at være 150 meter ude. Jeg gjorde klar til at skyde og håbede, at dyret ville gå lidt frem, så det kom til at vende siden til, så den stod perfekt ud for mig. 

Mit hjerte bankede helt vildt. Det var første gang, jeg skulle skyde et dyr af den størrelse. Min far og Vagn sad længere tilbage, og de kom begge med gode råd, som nu kun erfarne jægere kan give.

Endelig gik dyret et skridt frem, to skridt, og på det tredje skridt stod det perfekt. Jeg tog en dyb indånding for at få ro på åndedrættet samt puls; ja, for at få ro på hele kroppen. Og så trykkede jeg på aftrækkeren. Alle de tanker, der nåede at løbe gennem mit hoved på det millisekund det tog, fra kuglen forlod riffelløbet, til den ramte det intetanende dyr, kan ikke gengives. Det var den vildeste oplevelse. En oplevelse, jeg for evigt vil mindes og dele med min far.

Vagn og jeg gik i gang med at partere rensdyret ud i grove stykker, så vi kunne spænde det fast på de bærestativer, vi havde med. Mens vi parterede dyret, dukkede der endnu et rensdyr op. Vagn og jeg blev hurtig enige om, at vi godt kunne tage to, da dette andet dyr ikke var så stort. Rensdyret var hurtigt videre. Vagn fulgte efter, men uden held. 

11 kilometer forude

Vi fik pakket det parterede rensdyr på bærestativerne, og var nu klar til at vandre de 11 km tilbage til lejren. Det var nogle hårde kilometer at vandre op og ned ad fjeldsiderne, men det var det hele værd. Jeg smilede hele vejen hjem, selvom mine fødder var ved at dø af alle de vabler, jeg desværre havde fået allerede på turen ud. 

Vi ankom trætte til lejren; stadig med et kæmpe smil på læberne og helt høje efter den enestående jagtoplevelse, vi lige havde haft. Vi valgte, at vi til aftensmad skulle have mørbraden fra rensdyret sammen med nogle suppeurter og ris. Det smagte overraskende godt. Mad smager altid bedre ude i naturen, og især når det er noget, man på denne måde har gjort sig fortjent til, selv har skudt det, og selv har båret det de mange kilometer.

En ny dag i vente

På tredjedagen startede vi ud med at gå en tur med riflen i håb om at få endnu et rensdyr med hjem. Turen gav desværre ikke et dyr mere. Vi pakkede alle vores ting sammen – stadig med tankerne omkring den vildeste oplevelse, det havde været at opleve en rigtig grønlandsk jagt med alt, hvad det indebærer. 

Vi tog igen kanoen tilbage til den anden side af søen, og gik igen de fem km tilbage til hytten, som vi startede ud fra. Her blev vi hentet, og sejlede med båden tilbage til Nuuk.

Hele aftenen gik med at partere rensdyret ud i mindre stege og småkød, så jeg kunne have det hele i min lille fryser. 

Nostalgi og en anbefaling

Jeg sidder stadig den dag i dag og smiler, når jeg tænker tilbage på den fantastiske oplevelse, og hvor heldig jeg rent faktisk var at finde et rensdyr og skyde det. Når man tænker på, hvor stort et land Grønland er, kan man jo sagtens gå flere kilometer, ja flere dage, uden at se noget, så jeg føler mig virkelig heldig. 

Når jeg tænker tilbage på rensdyrjagten, er det ikke kun selve jagten jeg mindes. Jeg mindes lige så meget det at være ude i den grønlandske natur og vise min far alt det, jeg elsker ved Grønland.

Jagt er for mig meget mere end bare det at trykke på aftrækkeren. Det er lige så meget forberedelserne inden jagten, som det er tilfredsheden ved at tilberede og spise et dyr, som man ved, har levet et godt og et helt liv i de rette omgivelser. Dét at være ude i naturen og dele det hele med andre, som deler samme passion. Som sagt; hvis du endnu ikke har været i Grønland og haft fornøjelsen af at opleve alt det, Grønland kan tilbyde, så skal du gøre dig selv den tjeneste at booke en flybillet og komme afsted.

Del dette opslag med andre
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på email
Email
Johanne Støvring

Johanne Støvring

Jeg er fra en familie, hvor jagt og natur altid har haft en stor betydning. Til dagligt arbejder jeg som grafisk designer, hvorfor jeg sidder meget indendørs. Når jeg så har fri, bruger jeg så meget tid, som jeg kan, ude i naturen. Du kan følge med på Instagram.