Dåhjorte hos Naturstyrelsen

Min gode ven gennem nogle år, Nicolai, og nu også gode jagtkammerat, havde inviteret mig til Naturstyrelsens kun anden bevægelsesjagt på hjortevildt i Gribskov i 2017.

Nicolai var på det tidspunkt nyjæger, og havde netop skudt sit første stykke vildt med riffel på min jord. Denne invitation fra Nicolai var en ”tak for det” – kæmpestort af ham!

Morten i Gribskov

En følelse af blåt blod i årene

Jeg havde glædet mig som et lille barn i laaaang tid, og nattesøvnen mere end en uge op til havde været noget rod. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle prøve at jage hjorte i selveste Gribskov, hvor normalt kun de kongelige får træde. Jeg har været på masser af drivjagter – både herhjemme og i udlandet, men kongelige jagtmarker, har jeg altid betragtet som et lukket land.

Brændeovn, forberedelser og kammeratlig hygge

Vi skulle mødes i Nicolais sommerhus i Nordsjælland aftenen inden. Jeg havde planlagt en arbejdsdag i København, så køreturen om eftermiddagen ikke var så lang. Nicolai blev en smule forsinket, så jeg ankom alene til sommerhuset ved 17-tiden, og kunne tænde op i brændeovnen og stille øl på køl.

Efter at have set mig rundt i huset og omgivelserne, som jeg aldrig havde set før, kunne jeg begynde at forberede mig til jagten næste dag. Jeg fik lagt tøj frem, pakket min gamebag, rengjort piberne, fandt termokanden frem og pakket chokolade til bukselommerne. En pibe tobak og et stykke chokolade er guld værd, hvis aktiviteten udebliver på en drivjagt.

Nicolai ankom ved 20-tiden. Sommerhuset var ved at være godt lunt, og vi kunne sætte os direkte foran brændeovnen med et par kolde øl og ‘catche up’. Vi snakkede indtil kl. 01.00 og kravlede i kassen med vækkeuret sat til kl. 06.00 – en enkelt time for lidt søvn, mærker man ikke, når jagten blæses i gang!

Stor ros til Naturstyrelsen!

Vi ankom til Gribskov kl. 08.00 og blev skrevet ind. Jeg trak post 3.3, hvilket skulle vise sig at blive helt godt, mens Nicolai trak 3.7 og var ikke helt så heldig som jeg. Flere jægere ankom stille og roligt, og stemningen ved bålhytten begyndte lige så stille at minde om en jagt.

Da alle mand var på plads, blev der blæst til parole. Kort og kontant samt letforståelig parole fra skovrider Jens Bjerregaard, som i øvrigt også er Kgl. Hofjægermester var ikke til at misforstå: ingen mellemhjorte må skydes og skån venligst kastebukke. Skovfoged Jens Bach fremviste eksempler på skudbare og ikke-skudbare hjorte, og det var heller ikke til at misforstå: 10 cm på det smalleste sted på den største skuffel.

Stor ros til Naturstyrelsen for klare og tydelige anvisninger!

Jeg nåede i øvrigt lige at hilse på Christian, som jeg kender fra mine invitationer hos Rough Shooting Team, hvor han ofte også er gæst. Han og tre gode venner havde også indløst billet på denne nye jagt i Gribskov – herligt!

En kongepost!

Vi gik mod busserne, og vi skulle finde bus nummer 3 med jagtleder Jan Kidholm fra Naturstyrelsen, som skulle guide os igennem dagen. Et blandet hold med 7 jægere i alle aldre. Snakken gik lystigt fra første minut på den korte køretur. Jægerne blev dryppet af én efter én med det obligatoriske ‘knæk og bræk’. Jeg skulle af som 3. jæger, og jeg håbede på en god post – helst en post på jorden, jeg synes bedst om for ikke at være fastlåst i en stige på en drivjagt.

Det blev min tur, og jeg fik min post anvist… En kongepost! Jan Kidholm blinkede til mig med det ene øje: “der var du heldig, masser af kuglefang i 360 grader; knæk og bræk”.

Jeg stod på toppen af en lille bakke og kunne skyde i 360 grader. Fantastisk! Et enkelt sted var der mulighed for lange skud (100-150 meter), så der foldede jeg min 3-benede decoy skydestok ud, et par skridt foran det stykke skovbund, jeg allerede havde skrabt ren for grene og blade med mine støvler. Jeg fik pakket min Blaser R93 ud og ”pakket den” med tre patroner og en enkelt i kammeret. Jeg havde besluttet hjemmefra, at jeg kun ville have min Zeiss kikkert 3-12*56 med, så risikoen for skal/skal ikke med min aimpoint ikke kunne opstå. Det viste sig at være en god beslutning.

Første skud og løbende vildt

Efter fem minutter lød det første skud fra min nabopost – vi var i gang!

Kort tid efter havde jeg en rudel med 7 dådyr ude på 70-80 meter. Jeg fulgte dem i kikkerten løbende, mens jeg ventede på et kort hold, så jeg kunne afgive skud. For som de siger hos Naturstyrelsen: ”kunsten at skyde til løbende vildt, er at vente til det står stille”.

De stoppede kort, men samlede sig en gruppe, så jeg ikke kunne få et dyr fri til skud, hvorefter de tog flugten med røven til, og jeg afholdt mig fra at skyde.

Derefter havde jeg af tre omgange 2 rådyr forbi min post i fuld fart. En enkelt gang fik jeg held af at fløjte et dyr til stand, men den stoppede på en vold et stykke ude uden kuglefang – heldigt rådyr!

Aftrækkeren, der knækkede, som det var glas

Så kom den obligatoriske stille periode; nu kunne jeg få et stykke chokolade og få stoppet piben. Jeg havde kun lige lagt piben tilbage i lommen efter et stop tobak, da en stor rå kommer forsigtigt imod min post efter et skud et par poster væk i samme retning.

Jeg trykker riflen mod skulderen, følger forsigtigt dyret og venter på en fri bredside, da jeg i samme øjeblik ser et stillestående dådyr ud af øjenkrogen – dén må være kommet ud af den blinde vinkel under min lille bakketop mod vest. Jeg finder bladet i kikkerten, mens jeg konstaterer, at det er en lille spidshjort, præcis én af dem, der skulle skydes væk.

Et forsigtigt tryk på aftrækkeren, der knækkede som glas, traf dyret med en god kugle og fulgte dyret forende efter en 30-40 meters adrenalin-sprint. Perfekt! Mit første stykke dåvildt!

Mit hjerte hamrede derudaf, og jeg kunne slet ikke vente med at tage dyret i nærmere øjesyn. Den sidste halve af den 2 timer lange såt bød ikke på action hos mig, så jeg tog endnu en pibe tobak, inden såten blev afblæst.

Flotte fuldskufler til far og søn

Jeg blev endelig hentet, og jeg kunne få lov til at gå ned og se dyret. En fin, lille spidshjort på ca. 70 kg ramt med en perfekt bladkugle.

Jeg fik Jan til at tage et par billeder til scrapbogen. Jeg satte mig i bussen og kunne fortælle min historie til de andre og lytte til deres.

Spidshjort på ca. 70 kg

Min nabopost, som skød tidligt, havde skudt en kalv. Derudover var det ellers ikke blevet til noget på mit hold, selvom cirka 30 skud havde lydt. En ung mand – også ved navn Morten – havde dog set en stor fuldskuffelhjort, men kunne ikke komme til skud. Den blev så heldigvis nedlagt af en jæger kort tid efter. En midaldrende mand, som ikke blot fik sin første hjort, men også hans søn havde skudt en flot fuldskuffel i samme såt. Det er en dag, de helt sikkert aldrig glemmer!

Forplejning helt i top

Så var det pause-tid, og snakken gik ved bålhytten, mens den vellavede Chili Con Carne med brød og ris blev indtaget. Virkelig et godt måltid mad efterfulgt af kaffe og brownie. Der var ligeledes øl/vand ad libitum under og efter jagten. Man må sige, at Naturstyrelsen formår at ramme plet med forplejningen – helt i top!

Vi fik en kort status fra skovrideren, som var godt tilfreds med første såts afvikling og den leverede mængde vildt. Der var også plads til en klapsalve til far og søn, der havde skudt de to flotte hjorte.

Videre til såt nummer to

Tilbage i busserne undervejs mod såt nummer to, begyndte trætheden at melde sig hele vejen rundt. Af erfaring spiser jeg sjældent ret meget til frokost af præcis den årsag, at jeg ikke gider at blive træt og sløv midt i jagten. Det er tydeligvis ikke alle, der har draget sig de samme erfaringer. Oveni trætheden fik vi meldingen, at kommende såt var en primær råvildt-såt med kun lille chance for dåvildt. En nedslående melding for de, der endnu ikke havde haft held til et stykke dåvildt, og jeg kunne også spotte skuffelsen i Nicolais øjne. Øv! 

Jeg skulle igen af som 3. mand, og denne gang fik jeg en post næsten helt ud til vejen. Også på en mindre bakketop, dog ikke med kuglefang hele vejen rundt, men næsten. Endnu en gang en rigtig god post!

Skydestokken blev placeret det eneste sted, hvor der kunne afgives lange skud. Et sted, der skulle vise sig at være en velbesøgt veksel.

Jeg kunne se min nabopost helt tydeligt, da han fik en tårnplads anvist og umiddelbart en rigtig god post med skov på den ene side og helt åbent på den anden.

Silhuetter af råvildt

Der gik ikke længe, før jeg spottede det første råvildt på førnævnte veksel. To dyr bevægede sig forsigtigt frem, og jeg lagde riflen i stokken og fandt det bagerste af dyrene i kikkerten. Dog forblev de med silhuet eller skrub bag sig, så riflen forblev tavs og dyrene forsvandt.

Så begyndte der at lyde skud omkring mig flere steder, og aktiviteten steg markant!

Jeg spottede flere dyr på lange hold i fuld fart, og min nabopost i tårnet havde travlt: jeg hørte i alt syv skud fra tårnet gennem hele såten. Flere gange havde jeg selv dyr i kikkerten i den velbesøgte veksel; dog uden kuglefang hver gang, og jeg stoppede med at lægge riflen i stokken efter en håndfuld gange, da de tilsyneladende ville samme vej hver gang. Jeg koncentrerede mig i stedet om at holde øjnene på vagt.

Fra samme veksel kunne jeg pludselig høre hundene gø, og da jeg vendte mig om, kom en rå i fuld fart mod mig. Jeg stillede mig ind bag træet, og da hun blæste forbi mig, trak jeg op på bladet og fulgte hende. Men inde på 15 meter, havde jeg svært ved at finde holdepunkt med 3*forstørrelse. Ingen skud.

Den røde prik og …

Igen kom den obligatoriske stille periode, og jeg kunne nyde en pibe tobak. Ud af det blå kom et lam forbi mig med fuld fart, og jeg var ganske enkelt ikke klar, da dyret spottede mig og slog af. Det ærgrede jeg mig gevaldigt over, men det behøvede jeg ikke ret længe!

Morten med sin pibe
Morten med sin pibe

Kort efter kom en stor rå listende ude på gode 100 meter, og stillede sig med siden til. Masser af kuglefang, op på bladet med den røde prik og ”bang” – dyret lagde sig. Faktisk mit første dyr med lyddæmper på riflen på den afstand, og jeg kunne nå at følge det hele i kikkerten med et lille rekyl – det er fedt!

(Normalt, når man skyder 30-06 som jeg, eller for den sags skyld en anden rekylstærk kaliber, hopper piben en del, og det kan være vanskeligt at holde dyret i kikkerten.)

Jagten blæses af

Så blev der blæst af, og jeg kunne se schweisshundefolk og vildtopsamler begynde at bevæge sig i biler. Min bus kørte hen for at samle min nabo fra tårnet op, og der blev de holdende i over 30 min. De skulle lede efter vildt. De fandt to dyr forendt, desværre to bukke, og det sidste dyr måtte de fortsætte søgningen på efterfølgende.

Hvor er det ærgerligt, at folk ikke formår at enten se ordentligt efter eller at holde fingeren i ro på ikke skudbart vildt. To bukke i samme såt kan umuligt være en fejl.

Guld op af lommen

Jeg blev hentet, og vi kunne gå ned og se på min nedlagte rå. Jeg havde ramt den lidt højt, og havde lammet dyret med et meget stort udgangshul til følge. Råen var desværre ikke død, men Jan var hurtig med kniven og fik gjort ende på dyrets lidelser. Det er desværre sådan det en gang imellem går (heldigvis sjældent), når man er på drivjagt. Det er ikke altid for sarte sjæle.

Tilbage i bussen var der god stemning, og vi kunne køre til repræsentativ parade men mørket lagde sig over Gribskov.

Efter paraden kunne vi takke drivere og andre arbejdende hjælpere og få sagt farvel. Nicolai og jeg gik hurtigt mod bilerne, da jeg skulle tilbringe tre timer på motorvejen mod Vejle.

Min gode ven Nicolai

En rigtig god dag var forbi. Jeg kan varmt anbefale at deltage i en betalingsjagt hos Naturstyrelsen. Om det er pengene værd, vil jeg ikke kommentere på, da jeg ikke selv skulle ha’ guld op af lommen i denne omgang 😉

Del dette opslag med andre
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på email
Email
Morten Vørts

Morten Vørts

Jæger, familiefar, spaniel-mand og livsnyder.
Du kan følge med på Instagram.